Fanklubbens logo er sammensat af symboler fra Tamora Pierces serier og forfatterens navn.
Rosen og lansen i midten af skjoldet symboliserer navnet Tamora Pierce. Tamora er navnet på en bestemt type rose. Rosen symboliserer også de kvindelige hovedpersoner i bøgerne. Lansen gennemborer rosen og er et symbol på efternavnet Pierce, der på engelsk betyder "at gennembore".
Skjoldet, ulven, lansen og løvinden er symboler for serierne med baggrund i Tortall og de omkringliggende riger. Skjoldet symboliserer ridderelementet og fantasygenren. Ulven er symbol for serien »De udødelige«, lansen for serien »De Svages Beskytter«, og løvinden for serierne »Løvindens sang« og »Løvindens datter«.
Rebcirklen med de fire knuder symboliserer de fire børns magi i serierne »Magiens cirkel« og »Cirklen åbnes«.